ASKH-officials er med til at skrive historie i Grønland.

I slutningen af august 2021 sendte DASU i alt 56 officials til Grønland, for at hjælpe med afviklingen af det første motorløb nogensinde på øen, og et af de allerførste elektriske offroad-løb på verdensplan.

Organisationen bag er Extreme E (XE), der er en ny løbsserie, som har til formål at producere spændende racerløb, samtidig med at sætte fokus på (først og fremmest) den menneskelige indflydelse på de globale klimaforandringer. XE køres derfor på steder hvor klimaforandringerne tydeligst ses og mærkes, og hvor de elektriske firehjulstrækkere, og deres batterier, for alvor sættes på prøve. Grønland og Indlandsisen var derfor et oplagt valg. Da der ikke tidligere er kørt motorløb på Grønland har øen heller ikke sine egne officials, og det er her, at DASU kommer ind i billedet. 

DASU havde bedt klubberne finde/udpege kompetente officials med relevant officialuddannelse og -erfaring. ASKH har desværre ikke så mange officials, som det kunne ønskes. Alligevel lykkedes det at få 16 ASKH’ere med på turen.

Selve opgaven, at gøre klar til og afvikle XE-løbet, bød på alle de udfordringer og frustrationer, der kan forventes – og frygtes – når så forskellige kulturer mødes for at afvikle et (næsten) u-afprøvet koncept, under vilkår og omgivelser, der næppe tidligere har fundet sted.

I dansk banesport er vi vant til glat, effektiv, og lynhurtig afvikling af træning, tidtagning og løb. Af flere årsager var betingelserne i Grønland således et godt stykke fra det vi er vant til. Det resulterede bl.a. i temmelig meget ventetid, og man kan vist roligt sige, at flere officials tålmodighed blev sat på prøve i løbet af ugen.

Til gengæld åbnede ventetiden for mulighed til diverse former for sightseeing i et ubeskriveligt landskab, blandt utroligt søde og venlige grønlændere.

Jeg tager næppe munden for fuld, når jeg hævder, at det blev en lærerig uge for XE-organisationen, DASU, alle de medvirkende officials og måske også de lokale grønlændere.

Resultatet endte alligevel med at blive et ret afsindigt racerløb, hvor teams og kørere levede op til deres stjernestatus, og alle leverede et uforglemmeligt racerløb. Semifinaler og finaler kan ses ved at klikke på de 2 links. Er du helst fri for optakten kan du springe til hhv. 31.00 og 57.00 min. i semifinaler og 1:29.00 i finaler.

Under alle omstændigheder blev det en uforglemmelig uge, for alle der var med. Og mon ikke de fleste af os er friske på at tage af sted, hvis XE igen skal afvikles i Grønland.

Herfra skal i hvert fald lyde en stor TAK til DASU, for at tage imod udfordringen, TAK til XE-organisationen for flot show, og for at lytte sine officials – og til slut et endnu større TAK og ”GODT KÆMPET” til alle der var med på turen.

Jeg kan konstatere, at DASU råder over en yderst kompetent officialstab, med et stærkt stærkt sammenhold, på tværs af klubberne, og i alle sportsgrene – der er bare alt alt for få af dem 😊.

Stor hilsen
Michael Kastaniegaard