ASKH fik Danmarksmester i Cadett Mini

I weekenden d. 20-22 august skulle Danmarksmestrene 2021 kåres i 6 forskellige kartklasser til DM i Thy. 

ASK Hedeland blev repræsenteret af i alt 14 kørere, som generelt gjorde en flot figur i det nordjyske.
Bedste præstation må dog indiskutabelt tilskrives 9-årige Marc Alexander Reistrup, som efter en stort set fejlfri weekend, til slut kunne stille sig øverst på skamlen, og krone sig med titlen som Danmarksmester.
Læs meget mere om Marc’s weekend her.

Desværre blev der ikke flere podieplaceringer for ASKH’erne.

Bedst af de øvrige gik det for Magnus Lundstrøm og Mathias Bjerre Jakobsen, der begge sluttede lige udenfor podiet som 4’er, i hhv. Cadett Junior og OK. Magnus førte endda finalen, men en enkelt lille kørefejl blev straks udnyttet af konkurrenterne.

Konkurrencen i karting er benhård, og levner ingen plads til kørerfejl eller uheld. Det vil Magnus Nielsen og Isaac Jacobsson helt sikkert også være enige i. Selvom Magnus og Isaac havde kvalificeret sig som hhv. 1 og 3 i finalen i KZ2, måtte de begge sande det gamle ordsprog; “to finish first – first you have to finish”. Magnus udgik som 3’er på 4. omgang, mens Isaac fuldførte løbet, men sat bagerst efter en katastrofal start. 

Karting giver ikke plads til fejl, og det hele skal gå op i en højere enhed for at slutte på toppen. Det lykkedes altså kun for Marc i år – men godt kæmpet af de øvrige klubkammerater 👍