Pressedækning i forbindelse med RM-25
Pressechef Michael Eisenberg har samlet et række udklip vedr. pressedækningen til dette års Rally Midtsjælland. Du kan hente og læse Michaels rapport her: http://ask-hedeland.dk/wp-content/uploads/Pressemappe-Rally-Midtsjaelland-2025-FINAL-small-1.pdf
Elbilerne kommer til motorsporten

Semler Mobility rykker ud med elbiler til Rally Midtsjælland
Når Rally Midtsjælland køres lørdag den 20. september, er elbilerne med. Ikke blandt deltagerne, for reglementerne er endnu ikke på plads. Men elbilerne er at finde som to af de sikkerhedsbiler, der kører foran deltagerne. Løbets lukkebil er også 100 % eldrevet, alle tre indsat af Semler Mobility.
”Elbilerne står nu for 80 % af nybilsalget, og i Semler Mobility tegner vi os for 40 % af det totale bilsalg i Danmark. Vi vil gerne vise, at elbilerne ikke kun er økonomiske og miljøvenlige, men også sjove og køreglade biler.”
Ordene kommer fra Rolf Hillers, Retail Direktør i Semler Gruppen, som importerer biler fra Volkswagen, Audi, Škoda, SEAT, CUPRA, Porsche, Bentley og Lamborghini.
”Ved at støtte rallysporten brander vi Semler Mobility samt vores Volkswagen- og Škodaforretninger i Køge og Ringsted, som er lige midt i løbsområdet for Rally Midtsjælland. Og så har vi et udvalg af elbiler på udstilling ved starten i Viby,” forklarer Rolf Hillers.
I Tyskland kan man købe en færdig elbil og køre rally med den. I Danmark har importørerne endnu ikke vist interesse. Men Rolf Hillers anser, at motorsport med elbiler kommer.
”For den unge rallykører på vej ind i sporten kunne en mærke-cup med elbiler godt være en interessant mulighed,” mener han.
Som en start i Danmark kan publikum nu se elbiler fra Volkswagen- og Škoda som forkørere for Rally Midtsjælland.
Fra Eifel til Sjælland
Kim og Emilie Boisen deltager i Rally Midtsjælland

Netop hjemkommet fra Eifel Rallye Festival bekræfter det sønderjyske team Boisen Motorsport, at de stiller op i Rally Midtsjælland til september.
Eifel Rallye Festival i det sydvestlige Tyskland er ikke en konkurrence i klassisk forstand, men en fejring af historisk rallysport med op mod 200 deltagende biler.
”Det var en fantastisk oplevelse, og jeg fik alle de gamle minder frem, fra da jeg kørte i Tyskland, samt hvor udfordrende det er at køre på de små tyske veje,” fortæller Kim Boisen, der stillede op med sin datter Emilie i teamets historiske BMW M3.
“Det var det fedeste rally jeg nogensinde har kørt, virkelig krævende,” siger Emilie Boisen.
Nu deltager de i Rally Midtsjælland den 19.-20. september på sjællandske landeveje omkring Viby Sjælland, 50 km vest for København.
”Vores mål er at vinde den historiske del af løbet, og alt efter hvem der kommer til start at komme i top 10 generelt,” siger Kim Boisen.
”Rally Midtsjælland er det første store rally på Midtsjælland i en årrække, og med Kim og Emilie som regerende historiske mestre er det ret stærkt at have dem med på startlisten,” siger løbets eventchef Kenneth Saust.
Han bekræfter, at der vil være fire særpriser til de bedste historiske mandskaber, både for biler under og over 1600 ccm og for biler før og efter 1. januar 1982.

Pressemeddelelse 2 – hent her
