ASKH afvikler Hill Climb d. 17. juni ved Ryegaard.
Som noget helt nyt afvikler ASKH’s rallysektion i år en afdeling af HMS Hill Climb turneringen for klassiske sports- og racerbiler. Det bliver den 17. juni og i samarbejde med Ryegaard og Trudsholm Godser mellem Roskilde og Holbæk.
Ryegaard vil være centrum for begivenhederne idet serviceområdet vil være på godset. Starten på den 2,7 km lange prøve ad Sonnerupvej vil være i umiddelbar tilknytning til serviceområdet. Aktiviteterne starter fra morgenstunden med teknisk kontrol. Siden køres prøven igennem 2 gange efterfulgt af 3 gennemkørsler på tid som er tællende til det samlede resultat. Der vil hele dagen være mulighed for at købe mad og drikke på stedet.
Ryegaard ligger på Munkholmvej 380, Kirke Såby og der vil være fine parkeringsforhold. Adgang er gratis.
Ryegaard Hill Climb er kommet i stand i tæt samarbejde med HMS og Greve Johan Scheel. I rallysektionen håber vi på at løbet i 2023 vil være starten på en tilbagevendende tradition. Billedet viser løbstilrettelægger Kenneth Jørgensen (tv) og Johan Scheel.