Når du skal i gang med karting i din egen kart, så er der en række ting, som du skal have styr på.
Det år, du bliver 7 år, kan du køre i Roskilde.
Reglement 6 Karting indeholder det meste af det, du skal vide. Dette reglement bør du læse igennem,for det hjælper dig med de fleste af de praktiske spørgsmål, du måtte have. Alt hvad der er beskrevet kort på denne side, er tilgængeligt i mere udførlig information i reglementet.
Medlemskab
Du skal være medlem af en stamklub for at kunne få en licens til at køre.
Licens
Du kan træne på en træningslicens, men hvis du også vil køre løb, skal du have en kartinglicens (dog kan du køre lukkede løb).
En kartinglicens kræver, at du består en baneprøve. Du skal have udleveret et hæfte af banelederen på banen og så skal du have nogle underskrifter på, at din træningskørsel er observeret og ok fem gange, samt du skal bestå en afsluttende baneprøve.
Træning
Du kan træne på alle gokartbaner, når du har din trænings-eller kartinglicens. Orienter dig på klubbens hjemmeside for at se priser, tider og praktik for deres træning. I Roskilde skal du tilmelde dig på forhånd (find tilmelding i menuen ovenfor) – i de fleste andre klubber kan du tilmelde dig, når du møder op.
Mekaniker
Du har som oftest en mekaniker med – for de fleste børn og unge kan det være en forælder, et familiemedlem eller andre. Din mekaniker skal have en mekanikerlicens, for hvis du fx kører af på banen og skal have assistance, så må man kun være på banen med en licens.
En kørerlicens indeholder også en mekanikerlicens.
For at få en mekanikerlicens, skal man være medlem af en klub.
Bliv medlem i ASK Hedeland
Licensbestilling hos DASU.
Personlig udrustning
I Reglement 6 Karting kan du læse, hvilke krav der er til dit udstyr, fx køredragt, sko, hjelm mv.
Kart og motor
Du skal finde ud af, hvilken kart du skal køre i – og ikke mindst hvilken motor.
Du kan se hvilke deltagerklasser, der findes, i Reglement 6 Karting. Her kan du se de forskellige krav i de forskellige deltagerklasser.
Det er en god ide at tale med andre kørere/mekanikere om, hvilke muligheder, der er. Tag også kontakt til en eller flere forhandlere af gokarts for at høre nærmere.
Du skal også have et nummer på din kart. Du kan se ledige kartnumre på DASUs hjemmeside.
Deltagelse i løb
Du kan deltage i løb, når du har en kartinglicens (du kan køre lukkede løb på en træningslicens).
Løbene kan du finde på dasu.dk i løbskalenderen. I kolonnen Sport, kan du filtrere på Karting
Husk at læse tillægsreglerne til hvert løb. De indeholder oplysninger for det enkelte løb.