Dit første klubløb

Når du skal deltage i dit første klubløb, er der nogle ting, du skal være opmærksom på. Du kan finde nogle informationer her – og du er også altid velkommen til fx at spørge banelederen til en træning før klubløbet. 

Husk at Reglement 6 Karting er det sted, hvor der står de fleste oplysninger, du skal bruge. Og så i tillægsreglerne til løbet (som du finder sammen med tilmeldingen). Det er disse to, der til enhver tid er gældende.

  1. Licenskrav

    • Du skal have en kartinglicens for at køre et åbent klubløb, dvs du skal have bestået din baneprøve.

  2. Tilmelding på “dasu.dk” og betaling

    • Du tilmelder dig på www.dasu.dk. Find kalenderen og løbet og tilmeld dig.
    • Husk at læse tillægsreglerne – de er vigtige, da der står information om løbets afholdelse og eventuelle forhold, du skal være opmærksom på
    • Hvis du ikke får tilmeldt dig til tiden, kan du efteranmelde på løbsdagen med eventuelt gebyr (det står i tillægsreglerne).

  3. Kartkontrol og nødvendigt udstyr

    • Dit udstyr overholder selvfølgelig alle krav i Reglement 6 Karting.
    • Husk at du skal have tydeligt nummer på alle sider af karten

  4. Løbsdagen – du starter med licenskontrol

    • Der står i tillægsreglerne, hvornår banen åbner. Der kan I møde op og begynde at gøre klar.
    • Du skal til licenskontrol (tjek tidspunkt i tillægsreglerne) – medbring licens (evt et billede på din telefon) og transponder
    • Du kan få udleveret en mere detaljeret vejledende tidsplan for dagen, når du er til licenskontrol

  5. Maskinkontrol

    • Du skal også til maskinkontrol, hvor der bl.a. bliver tjekket numre, bremse- og styresystem mv. Husk også dit personlige udstyr.

  6. Træning og førermøde

    • Intervaltræning fremgår af tidsplan.
    • Du skal deltage i førermøde, hvor du får instruktioner om løbsafholdelsen. Tag gerne din mekaniker med.

  7. Tidstagning og vejning

    • Tidtagningen fremgår af tidsplan. I er inddelt i deltagerklasser.
    • Hvis du kører i pit under tidstagning, må du ikke køre på banen igen. Derfor: BLIV på banen.
    • Du skal vejes efter tidstagningen og dine dæk bliver mærket.
    • Du må ikke skifte dæk herefter (medmindre et dæk er punkteret – så har du ret til en udskiftning af det dæk, som du skal deponere hos maskinkontrollen)

  8. Heats og startprocedure

    • I starter første heat i henhold til resultaterne fra tidtagning.
    • Hurtigste kører fra tidstagning er ‘master’, som skal samle feltet, så man kører 2 og 2 i den rigtige rækkefølge med passende hastighed op til start. Du må ikke skifte plads efter den røde streg. Der køres i 2 kolonner op mod start. Når lyset slukker, er starten gået, og du må så skifte position.
    • Efter hvert heat skal du vejes. Din mekaniker eller andre skal vente med at kommunikere med dig til EFTER, du er vejet.
    • Første kører, der er kommet op mod vægten, SKAL stoppe ved markering og vente til official giver tegn til, at vejningen starter. Når I holder i kø, skal du blive i karten, til du får ok fra official til at stige ud.
    • INGEN kørsel op på vægten – du skal trække din kart
    • Resultatlister fra heats og startopstillinger til næste heat hænger under trappen op til tårnet.

  9. Mekanikerhjælp

    • INGEN mekanikerhjælp før vejning er afsluttet.
    • Afhentning af karts på banen må først ske, når heatet er afsluttet, og løbsleder giver tilladelse.

  10. Resultater og præmieoverrækkelse

    • Den, der kommer først over målstregen i finalen, har vundet.
    • Karten skal i Parc Fermé efter finalen.
    • Du må først hente karten, når det er blevet annonceret, at din deltagerklasse er frigivet.
    • Til sidst slutter vi af med præmieoverrækkelse. Hvis du ikke skal på podiet, så bliv alligevel og hyld vinderne – det vil du også selv sætte pris på, hvis du er på podiet.

Dine venner og familie kan følge med i omgangstiderne på løbsdagen, hvis de downloader Speedhive, indstiller den til Karting i DK, trykker live timing og herefter vælger det relevante løb.

Selvom dagen er begivenhedsrig, presset og adrenalinfyldt, så bevar dit humør og tøjr temperamentet. Tal pænt til din mekaniker og til officials. De er der alle for at hjælpe dig og alle de andre kørere i løbet af dagen. Vi håber, du får et godt løb, som også kan være udbytterigt, selvom man ikke står på skamlen til sidst.

GODT LØB! 

Kommende arrangementer