Retrospeed Historic Rally Cup 2021

I slutningen af 2020 kom nogle historiske rallyteams fra ASK Hedeland i snak om hvad der kunne gøres for at få flere af historiske biler ud at køre. Mange muligheder blev drøftet, og resultatet blev etableringen af en ny cup for historiske rallybiler på tværs af landsdele og discipliner. Det nye cup hedder “Retrospeed Historic Rallycup” opkaldt efter cuppens sponsor, firmaet Retrospeed, der ligger i Hasselager. Firmaet er specialiseret  i reparationer af klassiske biler til både motorsport og landevej.

I årets rallycup vil indgå 6 afdelinger, hvoraf resultaterne i 4 af løbene vil være tællende. I kalenderen indgår både rallies og sprints. Initiativtagerne har haft med i overvejelserne at de historiske teams altovervejende er deres egne sponsorer, og derfor skal problemer i et par løb ikke ødelægge chancerne for at køre  med om en god slutplacering i cuppen. Også sammenholdet vægter højt i netop det historiske rallymiljø.

Kalenderen for 2021 er lagt som følger:

  • 15/5 – Rally Stoholm Autoservice, Viborg
  • 5/6 – KOMO rally, Kalundborg
  • 3/7 – Yokohamamesterskabet, Nysumbanen
  • 28/8 – Sydhavsrally, Nykøbing F.
  • 19/9 – John Frederiksen Rallysprint, Roskilde
  • 9/10 – Naturens Rige Rally, Ikast

Pointene i finaleløbet  vil tælle med faktor 1,5 for at motivere så mange deltagere som muligt til at deltage i sæsonens sidste løb.

Der dystes i de fire DASU-mesterskabsklasser, og der vil være både medaljer og pengepræmier at køre om.

Man kan pt. læse nyt om cuppen på FB. De samlede bestemmelser for cuppen kan rekvireres ved kontakt til cuplederen Poul Pape Juel Jensen på mail ppjminiracing@gmail.com.

Foto: Cupleder og initiativtager Poul Pape Juel Jensen giver den gas i hans egen Morris Cooper S.