Svanholt vandt trods skævt baghjul

Fordi man kører mod en kantsten og skubber det ene baghjulsophæng 40 millimeter ud af facon, behøver man da ikke at sætte farten ned, når der er den mindste chance for at vinde weekendens Roskilde Rally 2015 – og det gjorde Tim Svanholt så, da han og co-driver Carina Møller satte tingene på plads med en totalsejr i deres Mitsubishi Lancer Evo X.

 
Automobil Sports Klubben Hedelands minirally med rallycentrum ved Vilvorde/Roskilde Tekniske Skole havde 35 biler til start på hastighedsprøverne ved Brordrup, Syv Holmevej og på Guldalderen i Hedehusenes industrikvarter.

Allerede på den første prøve havde Svanholt/Møller duoen så travlt, at de kom i clinch med en kantsten, så et baghjulsophæng blev slået ud af facon.

Holdet fuldførte prøven og fortsatte ufortrødent på de to følgende med en bil, som kørte skævt og gav den rutinerede rallymester nok at gøre med at holde den på rette spor.

I pausen fik servicefolkene dog rettet op på kalamiteten, så holdet kunne gennemkøre dagens sidste prøver i rette linier.

Derved sikrede Tim Svanholt og Carina Møller sig både en klassesejr og vandt som feltets hurtigste bil også generalklassementet foran Roskilde-vognmanden John Frederiksen og Thomas Holm Hansen, Kirke Hyllinge, i BMW Compact M3 samt brødrene Simon og Sune Vallentin, Gislinge, i Mitsubishi Lancer Evo VIII.

Forud for Roskilde Rallyet havde Svanholt og Møller været en tur i Holland for at få bilens motorstyring optimeret, og benyttede samtidigt lejligheden til at starte i det hollandske Tank S Rally og sikre sig en andenplads i den vesteuropæiske WERC-rallyturnering.

Umiddelbart efter stillede Svanholt i Tåstrup til start i årets første rallysprint i Yokohama-serien, og var nærmest flyvende, indtil det smældede i gearkassen – med to ødelagte topgear blev det til en tidlig sortie for Roskilde-køreren.

Det værste var imidlertid manglen på reservedele til gearkassens tjekkisk producerede transmission, så enden på historien blev, at Svanholt skiftede til en hollandsk produceret transmission – og den virker. Dét fremgik krystalklart af resultattavlen i Roskilde Rallyet.

I 2016 bliver sidstnævnte efter planen kørt som DM-rally med ASK Hedeland som arrangør