Savner du asfalten ?

Så behøver du ikke vente så længe. Der bliver masser af mulighed for gokart i løbet af vinteren. Søndag den 19. januar 2020 afvikler ASK Hedeland årets DASU Trophy i El-gokarts i Power Racing Akademi.

Allerede aftenen efter, nemlig mandag den 20. januar starter ASK Hedelands Vintergokart – også i Power Racing. Vintergokart er en turnering, der løber over 3 mandage i hhv. januar, februar og marts. I år er Vintergokart delt op i både en ungdoms- og en voksenturnering.

Som noget helt nyt bliver ASK Hedeland også repræsenteret i det nye Race Hall Cph i Taastrup, der slår dørene op i starten af det nye år. I Race Hall kan ASKH-medlemmer fra den 5. februar ”Gå til Gokart”, under kyndig vejledning af to af ASKH’s unge, og meget erfarne gokartkørere.
”Gå til Gokart” handler om at køre gokart på sjov og uforpligtende vis. Her er der mulighed for at lære de basale ting, der gør sig gældende for at kunne køre stærkt i en gokart. Hele året rundt og i tørvejr. Og det uden at du behøver at investere i dyrt grej. Race Hall stiller alt det nødvendige til rådighed.

Hold øje med hjemmesiden og ASKH’s Facebooksider, hvor du inden længe kan læse meget mere om kartingaktiviteterne henover vinteren.

Husk også, at det er til foråret, at ASKH’s nye koncept Optimistkart lanceres på Roskilde Racing Center.